Sundhedspolitiker.dk

Min storesøster havde gennem mange været år syg af dybe depressioner. Hun havde været indlagt et par gange de sidste 10 år på psykiatriske afdelinger, hvor hun bl.a. fik ETC-behandlinger (elektrochok). Men i løbet af efteråret 2008 var hun indlagt tre gange på psykiatrisk afdeling. Behandlingen bestod i at spise piller og ellers sidde og glo sammen med mange andre med meget forskellige diagnoser.

Derfor boede hun mere eller mindre hos mine forældre og min anden søster, da hun ikke magtede at være alene og slet ikke magtede at være indlagt under de vilkår, psykiatrien bød hende.
 
Torsdag d. 18. december 2008 tog min søster hjem i sin lejlighed for at hente nogle ting, for derefter at vende tilbage til min anden søster og dennes mand, hvor hun boede. Hun vendte tilbage med dybe rifter efter at have skåret i sig selv. Min anden søster blev forskrækket og forsøgte at få min søster til at forstå, at vi alle ville blive meget kede af det, hvis hun gjorde sig selv ondt.
 
Dagen efter indtog min søster et stort antal af de piller, psykiatrisk afdeling i Gentofte havde ordineret. Recepten lød på 100 tabletter, og der var intet, der havde forhindret min søster i at hente medicinen på forskellige apoteker med få dages mellemrum. Min anden søster kom hjem fra arbejde og fandt min søster meget døsig, og hun erkendte at have spist for mange piller.
 
Hun blev straks indlagt til behandling af den vagtlæge, min anden søster havde ringet til, men på medicinsk afdeling. Behandlingen på medicinsk afdeling i Frederikssund skulle ophæve virkningen af de piller, min søster havde indtaget, da de kunne have en negativ bivirkning på hjertet. De spurgte på afdelingen, om min søster følte sig selvmordstruet, og det svarede hun NEJ til, fordi hun vidste, at et JA ville resultere i indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Min anden søster fortalte gentagne gange, at VORES SØSTER VAR SELVMORDSTRUET og havde været det gennem de sidste dage!

Personalet på medicinsk afdeling på Frederikssund valgte fejlagtigt at tro på vores syge søster. Hvorfor gjorde de mon det? Var det mon det letteste for dem?
 
De ringede ikke efter psykiatrisk tilsyn, som retningslinjerne ellers beordrer det, når en psykiatrisk patient indlægges på en somatisk afdeling, og de holdt ikke særlig øje med min søster på trods af de sidste to dages forløb med selvmordsforsøg.

Lørdag morgen d. 20. december 2008 forsvandt min søster fra Frederikssund Sygehus. Klokken fem samme morgen havde hun talt i telefon med min anden søster, men afbrød samtalen meget brat. Derefter sagde hun til personalet, at hun ville gå ud for at ryge. Det fik hun lov til at gøre alene.

Personalet opdagede først, at min søster var forsvundet en time senere, og politiet blev først indblandet senere på formiddagen, da min anden søster kom for at aflægge besøg. Det viste sig da, at afdelingen havde udskrevet min søster, fordi hun havde forladt hospitalet. De var mest af alt interesseret i at finde deres hjerteudstyr, som havde været anvendt på min søster, og de syntes ikke videre interesseret i at finde patienten! De vendte hele tiden tilbage til, at de meget gerne vil have deres hjerteudstyr tilbage - for det var meget dyrt!
 
Søndag formiddag, altså dagen efter, fandt en hundeluftende dame en strandvasker ved Roskilde Fjord. Min søster var gået fra Frederikssund Hospital for at springe i fjordens kolde vand. Hun blev
48 år.
 
Hvor ville det have været dejligt, hvis IKKE der var blevet skrevet en recept på så mange livsfarlige piller til min søster. Hvor ville det have været rart, hvis der AKUT var blevet kaldt til psykiatrisk tilsyn på Frederikssund Hospital. Hvor havde det været godt, hvis hjerteudstyret, der var tilkoblet min søster, kunne have fulgt med på en lukket afdeling, hvor patienterne ikke uden videre kunne gå ud for at ryge. Hvor ville det have været dejligt, hvis min søster var blevet hjulpet lang tid før i sit sygdomsforløb. Hvor ville det have været skønt, at min søster stadig havde været iblandt os og i bedre sindstilstand, fordi PSYKIATRIEN i Danmark fungerede godt. Hvor ville jeg ønske, at mine gamle forældre på 75 år havde været forskånet for denne oplevelse - at miste en datter.